OM FONDEN

DA/LO Udviklingsfonden er oprettet ved overenskomstforhandlingerne i 1973 mellem Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og LO, som i dag hedder Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Hovedformålet med fonden er at sikre en fortsat udvikling af den danske model med vægt på en fleksibel overenskomstregulering, kombineret med trygge rammer for lønmodtagernes omstilling og mobilitet. FH og DA vil følge udviklingstendenser, som udfordrer den danske model, og i den forbindelse arbejde for at modvirke social dumping.

Fondens midler anvendes til:

  • Effektivisering og videreudvikling af samarbejds- og konfliktløsningssystemet på hovedorganisationsniveau inden for DA/FH området, samt opfølgning på især EU- og globale udviklingstendenser, der udfordrer den danske model.
  • Oplysnings- og uddannelsesformål, herunder for tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter på DA/FH området.

De indkomne beløb fordeles mellem DA og FH. DA modtager 25 procent og FH 75 procent.

DA’s midler fordeles til medlemsorganisationerne. Arbejdsgivere kan henvende sig i deres medlemsorganisation for yderligere information om midlernes anvendelse.

FH anvender sammen med medlemsforbundene, sin andel af midlerne til uddannelsesaktiviteter for sine tillidsvalgte under overskriften Fagbevægelsens Interne Uddannelser (FIU). FH udgiver hvert år en årsberetning, der beskriver det foregående års anvendelse af FIU-midlerne.